Skab troværdighed om din virksomhed med Sociale medier

Skab troværdighed om din virksomhed med Sociale medier

Sociale medier vil formodentlig revolutionere Supply Chain Management. Det understøttes af spændende cases og undersøgelser, som er på vej - og det er lige nu, at mange kan få gevinst ud af LinkedIn, uden at bruge en krone.

Nicolai Hæggelin

Digitalworks.dk
Stifter og CEO
Nicolai Hæggelin's picture
" />
; 02.04.14    : 15:46
Sociale medier vil formodentlig revolutionere Supply Chain Management. Det understøttes af spændende cases og undersøgelser, som er på vej - og det er lige nu, at mange kan få gevinst ud af LinkedIn, uden at bruge en krone.

Af Nicolai Hæggelin, digitalworks.dk og Lars Bjørn Helgestad

Allerede i oktober 2011 var et af de største tilløbsstykker på CSCMP (Council of Supply Chain Management Professionals) globale konference, en session om ”Social Media in Supply Chain Management”. Underligt? Næh. Der er mange grunde til at tro, at sociale medier vil være med til at revolutionere måden vi koordinerer og arbejder sammen på i værdikæden.

Produktion360 har set lidt på status af Supply Chain Management (SCM) på de sociale medier – og interviewet den danske ekspert Nicolai Hæggelin, der tilbyder gode og aktuelle råd om, hvordan man kan starte med at høste de lavt hængende frugter via LinkedIn.

Men først lidt om status på sociale medier i SCM.

Undtagelser, risici og innovation

Meget af dagligdagen i SCM handler om at forholde sig til undtagelser: Forsinkelser, restordrer, udsving i efterspørgsel, sidste-øjebliks-ændringer til ordrer, og så videre.

Når der er et øjebliks fred fra undtagelserne, må man forholde sig til risici. Er der risiko for at leverandører vil blive påvirket af naturkatastrofer? At strejkende franske landmænd vil forhindre landtransport? Hvor hurtigt kan man få valid information – og hvornår, hvor og hvor meget skal man gøre? Kan man kommunikere hurtigt og uformelt med kontakter i sin værdikæde?

I produktudvikling og generel innovation spiller sociale medier allerede en rolle. Her betyder fænomener som crowd sourcing og brugerdrevet innovation, at time-to-market falder samtidig med at sandsynligheden for markedssucces øges. Det er der både god økonomi i og så er det en bæredygtig vej frem - fordi det indebærer mindre spild, på alle planer.

Muligheder og udfordringer

Sociale medier tilbyder mange muligheder for at styrke virksomhedens beredskab for at agere i værdikæden, fordi det bliver lettere at netværke, finde ressourcer, øge synligheden af både sine personlige kompetencer og virksomhedens ydelser, samt at få aktuel information om vigtige begivenheder.

For eksempel fik brugerne af Twitter allerede viden om et stort jordskælv i Virgina, 40 sekunder efter det ramte – mens de officielle kanaler først begyndte at informere om det 20 minutter senere. Det kan man læse mere om i Wall Street Journal lige her.

Så sociale medier byder på mange muligheder. Men der er naturligvis også udfordringer: Datasikkerhed, integration med eksisterende procesværktøjer, accept og forståelse fra topledelse, uddannelse af brugere – og ikke mindst, for os der godt kan lide at måle hvad vi gør… dokumentation af, at det hele virker.

Der er stadigvæk meget ”tror vi”, når det kommer til professionel brug af sociale medier i strategisk SCM. Men på mange måder er det simpel logik, at selvfølgelig virker sociale medier og metoder, i en professionel disciplin, der i høj grad handler om at bygge effektive netværk. Så selv om det er svært at være uenig i, at man altid skal kigge efter business casen i det man gør, er der også en sandhed i, at når først business casen er tilgængelig … ja, så er det fordi en anden er kommet først med at lave resultaterne!

Med andre ord: Man kommer ikke først over målstregen ved at gå i andres fodspor. Til gengæld er risikoen for at ”gå i skoven” måske lidt mindre. Det handler altså om at afveje risici i forhold til potentielle gevinster.

Lukkede, åbne fora

Hvis man ikke vil vente til der er tal på bordet, kan man undersøge hvad de store og succesfulde gør. Det er der tit en retning i. For eksempel er der en del store virksomheder, som GE og Mærsk, der bruger sociale netværksteknologier, men indenfor koncernens rammer. Den slags løsninger ofte baseret på grundteknologier fra eksisterende socialmedia-platforme, men der er også andre værktøjer på vej ind, som fx Yammer og socialcast.

Flere og flere løsninger baseret på SharePoint, har også karakter af sociale applikationer. Så har man bedre styr på sikkerhed og fortrolighed, samtidig med at man høster fordelene i form af løsninger, medarbejderne har lyst til at bruge. Det kan du fx se mere om her, hvor GE fortæller om deres nyeste aktiviteter.

Hvor kan man starte?

Måske er din virksomhed ikke helt villig til endnu at kaste sig over forsøg med sociale medier og SharePoint-portaler, måske vil du gerne diskutere med andre, der allerede har erfaring med at gøre netop det? Hvad gør man så? Hvordan kommer man i gang med sociale medier i en business-to-business kontekst?

Produktion360.dk tog fat i en dansk ekspert, Nicolai Hæggelin, og bad om nogle gode råd, som følger her.

Lavt hængende frugt: LinkedIn

Et sted, hvor man kan se, at det allerede nu er svært for nogle virksomheder at følge med udviklingen, er på LinkedIn. Lige nu er der omkring 950.000 erhvervsaktive danskere og ca. 170 millioner brugere globalt. Og hvis du er en af dem der tænker, at LinkedIn mest handler om at gøre sig synlig for at kunne få et nyt job, så er det er en grov undervurdering af mulighederne og fordelene ved at bruge LinkedIn mere professionelt.

Lad mig give et par gratis råd med på vejene – og så skamløst opfordre til at købe min nye bog om professionel brug af LinkedIn, som kan bestilles her.

Opret en virksomhedsside

Du har måske allerede en personlig profil på LinkedIn. Men har din virksomhed? Kan leverandører – og potentielle kunder – læse om den, følge med i ansættelser og introduktion af nye produkter? Kan de læse om de ideer, dine sælgere har til, at gøre deres liv lettere?

Prøv at søge på din egen virksomhed, dine tre vigtigste konkurrenter og dine tre vigtigste kunder. Tjek forskellen mellem virksomhedssiderne. Spørg dig selv: Hvem virker mest attraktiv at samarbejde med? Jeg håber det er dig!

Det er gratis at oprette en virksomhedsside og med sådan en, kan virksomheden både profilere sig overfor potentielle ansatte, kunder og leverandører. Virksomhedssiden får i øvrigt normalt en pæn placering i Google-søgninger, derfor er det værd både at have den og at tænke sig lidt om, når man laver den. Her er et par gode eksempler på virksomhedssider, som du kan lade dig inspirere af:

Det er væsentligt at huske på at hvert produkt på din virksomhedsside fx kan indeholde:

  • En beskrivelse
  • Et billede eller logo
  • Link til en specifik landing-side på eget website
  • Link til kontaktpersoner i virksomheden
  • YouTube video
  • Evt. disclaimer.

Meld dig ind i grupper

På LinkedIn findes der mange forskellige interessefællesskaber. De fleste af dem ret professionelle, men naturligvis også en del useriøse og nogle som er helt spild af tid. På dit fagområde kan du fx søge under ”grupper” med ord som ”Supply Chain Management”, ”procurement”, ”indkøb”, ”ERP”, ”Dynamics”, ”solution selling”, ”logistik”, ”Lean” eller hvilke ansvarsområder og professionelle interesser, du nu har.

Du kan være med i op til 50 grupper – og det er ganske utroligt, som det kan medvirke til udvidelse af dit netværk. Brug det til at stille spørgsmål og til at tilbyde andre svar.

Ikke til ”hard-sell”. LinkedIn handler om at skabe troværdighed og sympati – snarere om at skabe mulighed for at nogle vil købe, end om at sælge.

Her har jeg opridset 5 råd som ”det gode gruppemedlem” bør følge:

  • Del indhold, som er relevant og nyttigt for andre gruppemedlemmer
  • Undgå at gentage dig selv igen og igen i diskussioner
  • Kend din besøgstid, og forsøg ikke at gøre det til din mission at være aktiv i alle grupper. Vær aktiv og kommentér, når du har noget på hjertet
  • Indhold af kommerciel karakter bør postes under kategorien ”promotions”
  • Respektér gruppeformålsteksten og andre medlemmers professionelle holdninger!

Vi håber du har fundet både lidt viden om, hvad der sker med sociale medier i SCM – og ikke mindst, finder de praktiske råd om at øge din professionelle brug af LinkedIn anvendelige.

Hvis vi vil øge konkurrenceevnen blandt danske produktionsvirksomheder, gælder det blandt andet om, at så mange som muligt bruger de indlysende værktøjer, der allerede er til vores rådighed. Specielt dem, der ikke koster en krone, kun lidt tankevirksomhed.

Seneste artikler

Hvor ofte har du stået ved en butiksdisk eller en skranke i en lufthavn, eller brugt dyrebar tid mens du ventede på din læge, sygeplejerske eller advokat – mens folk slog information op i forskellige...

Gi forecastingen bedre forutsetninger

Det har været forbeholdt spåkoner med farverige gevandter, kort og krystalkugler at udtale sig om fremtiden. Men ude i virksomhederne prøver vi jo alligevel, og ofte er værktøjet et Excel-ark, hvor...

I virksomheder har de fleste medarbejdere et klart overblik over deres egne arbejdsopgaver, og adgang til de systemer og informationer, de har brug for, for at kunne udføre dem.